Liverpool Hospital

Så er vi ved at have fundet vores plads downunder :) Vi er flyttet ind i lejligheden, hvilket er mega lækkert. Endelig har vi en base at komme hjem til hver dag og det giver virkelig ro på. 

De sidste par dag har for mit vedkommende været dedikeret til arbejde og til at finde ud af hvordan jeg kommer hurtigst frem om morgenen. Som sagt skal jeg bruge de første to uger på Liverpool Hospital Rheumatologisk Afdeling, hvilket ligger pænt langt fra bondi beach. 

Det er ikke en helt kort tur jeg skal ud på to gange om dagen.

Jeg startede derude onsdag, hvor jeg kørte med Toni fra UNSW. Torsdag derimod skulle jeg selv finde derud med bus og tog. En tilnærmelsesvis succefuld oplevelse, bortset fra at det tog mig 2½ time at komme frem dvs. samlet set 5 timers rejse om dagen :P VILDT! Nå men jeg accepterede egt. bare at det ville tage 2½ time at komme frem, men tænkte alligvel at jeg ville prøve en anden rute fredag. Nå fredag stod jeg tidligt op og kom tidligt af sted, men i kontrast til torsdag tog det mig kun 1½ time :P Dejligt! Skar min rejse ned med 1 time på bare en dag! Rigtig lækkert. Jeg tror nu at jeg bliver ved med at stå rigtig tidligt op, så jeg kan møde tidligt i stedet for 9.30.

Nå men på turen hjem med toget fredag tog jeg et andet tog end det jeg normalt ville tage, nemlig Bankstown rute, som er den orange rute på kortet. Nu er det sådan at Liverpool ikke er det sikreste område af Sydney om aftenen og Bankstown faktisk aldrig er sikkert (ifg. lokale) og min tur med Bankstown toget var da heller ikke helt uden spænding. 

Lige et lille overblik over togbanerne i Sydney.

Efter at jeg havde sat mig ind og taget min bog frem kom denne meget hvide, meget beskidte og meget øllugtende mand gående ned gennem togvognen. Han lugtede så meget af alkohol at stanken hang i luften selv længe efter han havde slået sig ned i den anden ende af vognen (han havde da også et plastglas med øl i hånden). Han talte ringede under turen op til en del af hans venner, hvor han meget højt annoncerede ”I’m going into town to get my birth certificate”. Trods at hans accent var så stærk at man knap forstod hvad han sagde, kunne jeg dog forstå på det hele at det var en ret stor ting for ham. 

Hans etik ift. telefonvaner tog dog en drejning, da en anden passager begyndte at diskutere på gebrokkent engelsk over telefonen. Min kære nye ven fik nok og råbte ”Ay! Fucking shut up and speak fucking english!”. Nu tror jeg at 90 % af dem tilstede var af anden etnisk baggrund end australsk, så der blev mildt sagt meget stille i vognen. Personligt frygtede jeg død og ødelæggelse og holdt en lille pause i min bog for at være lidt ekstra på vagt.

Efter noget stilhed kunne jeg høre at han hilste meget ivrig på en der lige var kommet ind i vognen. De hilste på hinanden som gamle venner, men dette blev fulgt op med en præsentation af navne og det blev da også sidenhen klart at de absolut ikke kendte hinanden og at det var et nyt bekendt skab de ikke begge var lige begejstrede over. Min ven præsenterede sig med:

”My name is DJ”

”Woa is that you real name mate?”

“Yeah, my real name is DJ. We have all been named DJ for three generations… and my uncle. My gangsta name is *******MCgangsta”

Nu slog han mig ikke ligefrem som ”gangsta” typen, men nærmere lidt af en bums med sit lange brune fedtede hår og hans skaldede isse. Dette holdte ham dog ikke tilbage for spontant at begynde at rappe for den nyankommende. Nu ved jeg ikke helt hvad det var der motiverede denne rap, men den nyankomne var sort, så om det har været en antagelse af at alle sorte elsker rap ved jeg ikke.

Det var mildt sagt ikke en fantastisk rap idet hans stemme var ret irriterende og hvert andet ord enten var fuck eller fucking. Det blev da også ret akavet for den nyankomne. Hver gang vores ven trak vejret ville den nyankomne sige ”whoa” eller ”nice man”, men det lød mere som om han prøvede at stoppe vores hvide gansta i hans vanvidsrap.  Intet kunne dog stoppe DJ og han blev ufortrødent ved. Til sidst tror jeg det blev for meget for vores ikke længere så nyankomne og han afbrød DJ midt i en rap og sagde at han var nødt til at løbe nu. Der var ikke tid til farvel – kun forvirring. Det virkede ikke som om det faktisk var hans stop idet toget havde holdt ved stationen noget tid. Faktisk virkede det mere som om han flygtede fra den hvide raps vanvittige verden.

Det var en lettelse da DJ endelig forlod toget og jeg frygten for den hvide mands rap ophørte. Tror at jeg tager en anden toglinje næste gang ;)

Jeg ved godt at dette billede intet har med mit indlæg at gøre, men jeg elsker virkelig bare næbdyr :)  Det her er fra vores tur i akvariet.

 

Hjemveen er hård for tiden og jeg synes den er tiltagende. Selv om jeg nyder det meget her, så tæller jeg dagene til at i kommer og besøger mig. Jeg gør mit bedste for ikke at tænkte på hvor meget jeg savner jer derhjemme. I stedet forsøger jeg at holde mig beskæftiget, hvor togturen om morgenen er den hårdeste. Det er godt at min bog til turen er så god ellers ville det være alt alt for hårdt :) Det er godt at skype er opfundet og senere i dag kommer mormor og mor på, hvilket jeg glæder mig rigtig meget til :D

Igen et billede der ikke har noget med noget at gøre og så lidt alligevel. "Just Keep Swimming" er vist et meget godt råd :)

Det sagt, så har jeg det rigtigt godt hernede og nyder at arbejde på projektet. Folk tager sig godt af mig og især Toni har været rigtig sød – vi får snakket om alle de ting, der kan nage.